Knebne, at de saa ud som et simpelt Streg tværsover Ansigtet. Øjnene var store og dunkle, hans Pande var ualmindelig høj og klar; men hans Bryst var fladt og Skuldrene ikke bredere end paa en Kvinde.
Dette var Karlsen. Saaledes saa han ud. Nagel tænkte ved sig selv, at til dette Ansigt svared blaa Hænder og Teologi. Han sad just og skulde bemærke, at det var et uhyggeligt Ansigt, da han lagde Mærke til, at Fuldmægtig Reinert flytted sin Stol hen til Dagnys og gav sig til at tale med hende, saa bladed han videre frem og tilbage i Albumet og taug for ikke at forstyrre.
»Ja, eftersom De har klaget over min Taushed iaften,« sagde Fuldmægtigen, »saa faar jeg kanske Lov at fortælle Dem en Oplevelse fra Kejserbesøget, en sandfærdig Historie. Jeg kom just til at huske den nu . . . . .«
Hun afbrød ham leende:
»Hvad er det, De har gjort slig Kommers med derborte i Krogen i hele Aften? sig mig heller det. Jeg vilde jo bare give Dem et Varsko, da jeg sagde, at De havde været taus. De sad naturligvis og var ondskabsfuld; ikke? Det er rigtig stygt af Dem at hærme og gøre Nar af alt muligt. Det er sandt, han snobber sig forfærdeligt med den Jærnring paa Lillefingeren, holder den op og ser paa den og pudser den;
