smuk og dum Mand. Uden Hjærne kunde man desuden grave Grøfter og bryde Sten, i Nødsfald, ja. Nej, var han ung Pige, og han havde Valget, saa ved Gud tog han ikke først og fremst en vakker Mand; den Mands Meninger om norsk Politik og Nietzsches Filosofi og Guds Treenighed vilde han give Ravnene.
»Her skal De se Frøken Kiellands Løjtnant,« sagde Fruen og kom med et Album.
Dagny sprang op. Der undslap hende et »Aa, nej!« men lidt efter satte hun sig ned igen. »Ja, men Billedet er daarligt,« sagde hun saa; »han ser meget bedre ud endda.«
Nagel saa en smuk ung Mand med Helskæg. Han sad rank og fri ved et Bord og holdt Haanden paa Sabelen. Sit lidt sparsomme Haar havde han kløvet efter Midten; han saa noget engelsk ud.
»Ja, det er ogsaa sandt, han er langt smukkere end her,« sagde Fruen. »Jeg har ogsaa været forelsket i ham engang. Ja, det var i mine Pigedage . . . . . Men vil De se denne Mand her ved Siden af. Det er en ung Teolog, som døde just nu, Karlsen, hans Navn var Karlsen. Han omkom for et Par Uger siden; det var saa sørgeligt. Javel, det var ham, vi begrov iforgaars.«
Det var et sygeligt udseende Væsen med hule Kinder og med Læber saa smale og sammen-
