sig; han strøg sit Haar tilbage med Fingrene, Spejl benytted han slet ikke.
Han var allerede gaaet tilsengs, da han pludselig savned sin Ring, der laa efterglemt paa Vaskevandsstolen, og som om han ikke kunde være denne usle Jærnring foruden, stod han atter op og tog den paa. Tilsidst brød han de tre Telegrammer, men havde ikke engang læst det første igennem, før han slog op en liden kort, tyst Latter. Han laa og lo ganske alene med sig selv; hans Tænder var overordentlig smukke. Saa blev igen hans Ansigt alvorligt, og lidt efter slængte han Telegrammerne væk med den største Ligegyldighed. De lod alligevel til at angaa en stor og vigtig Sag; der var Tale om to og seksti Tusind Kroner for en Landejendom, ja, et Tilbud om hele Summens Udbetaling i Kontanter, hvis Salg kom istand. Det var tørre, korte Forretningstelegrammer, og der var intet latterligt ved dem; men de var uden Underskrift. Nogle Minutter efter var Nagel sovnet. De to Lys, som brændte paa Bordet, og som han havde glemt at slukke, oplyste hans glat barberede Ansigt og hans Bryst og kasted et stille Skin ned paa Telegrammerne, der laa vidaabne paa Bordet . . . . .
Morgenen efter sendte Johan Nagel Bud til Posthuset og fik endel Aviser, deriblandt ogsaa
