»Nej,« svared Nagel næsten sagtmodigt, »det demoraliserer mig heller. Naa, jeg gør ikke megen Regning paa at blive forstaaet heri, men det kan være det samme! Gladstone er en saadan Rettens og Sandhedens landvejsfarende Herold, hans Hjærne staar stiv af anerkendte Resultater. At to og to er fire er for ham den største Sandhed under Solen. Og skal vi benægte, at to og to er fire? Nej, naturligvis ikke; jeg siger det ogsaa forat vise, hvor Gladstone har evig Ret. Det beror da blot paa, om man er sandhedsgal nok til at lade sig det byde, om éns Erkendelse er bleven saapas lædersejg af Sandhed, at den endnu kan lade sig studeslaa til Marken med Sandheder. Det er dét, det gælder om . . . . . Naa, men i den Grad har Gladstone Ret, og saa rent er Melet i hans Pose, at det visselig aldrig falder ham ind at holde op frivilligt med sin Godhed mod vor Klode. Han maa stadig være paafærde, han er tiltrængt overalt. Saa slaar han da Verden om Ørene med sin Visdom i Birmingham og sin Visdom i Glasgow, bringer en Korkeskærer og en Advokat til samme politiske Anskuelse, strider drabeligen for sin Overbevisnings Sag og anstrænger sine gamle, trofaste Lunger til det yderste, forat ingen af hans dyre Ord skal gaa tabt for Tilhørerne. Og naar Akten er over, og Folket har jublet, og Gladstone har bukket,
