Nu, Gladstone kan stige højere end til to og to; jeg har hørt ham i en Budgetdebat paavise, at sytten Gange tre og tyve er tre Hundrede og en og niti, og han sejred knusende, sejred enormt, han havde atter Ret, og Retten lyste ud af hans Øjne, skalv i hans Stemme og hæved ham til Storhed. Men nu standsed jeg virkelig op og saa paa Manden; jeg skønte, at han havde rent Mel i Posen, men jeg standsed alligevel op. Jeg staar der og tænker over hans tre Hundrede og en og niti, og jeg finder, at det er ret, men jeg smager desuagtet lidt paa det og siger saa til mig selv: Nej, stop! sytten Gange tre og tyve er tre Hundrede og syv og niti! Jeg ved vel, at det er én og niti, men jeg siger alligevel mod bedre Vidende syv og niti, forat være paa en anden Side end dette Menneske, denne Rettens Professionist. Der er en Røst i mig, som kræver: Rejs dig, rejs dig mod denne Fod-i-Hose- Ret! Og jeg rejser mig og siger syv og niti af bare indre brændende Fornødenhed, forat bevare min Bevidsthed om Ret fra at banaliseres til Jorden af denne Mand, der staar saa uomtvistelig paa Rettens Side . . . . .«
»Jeg har Gud straffe mig aldrig hørt Magen til Nonsens!« raaber Doktoren. »Undskyld forresten, undskyld! Men kære Mand, oprører det Dem da, at Gladstone altid har Ret?«
