De skulde have set, hvorledes han fordeler sine Bemærkninger rundt om i Salen, lidt til den Jærnhandler her, lidt til den Bundtmager der, hvorledes han i den Grad ved, hvad han taler om, at han synes at værdsætte sine Ord til en Krone pr. Stykke. Jo, det er dog virkelig et morsomt Syn! Gladstone er nemlig Ridder af den uomtvistelige Ret, og det er dens Sag, han hævder. Det kunde aldrig falde ham ind at gøre Vildfarelsen nogensomhelst Indrømmelse, det vil sige: naar han ved, at Retten er paa hans Side, saa er han skaanselløs i at bruge den, holde den frem, hæve den tilvejrs, lade den vaje for Tilhørernes Øjne, forat gøre Modstanderne tilskamme. Hans Moral er af sundeste og varigste Slags, han arbejder for Kristendommen, for Humanismen og for Civilisationen, og dermed Basta! Om nogen bød den Mand saa eller saa mange Tusind Pund forat frelse en uskyldig anklaget Kone fra Skafottet, saa vilde han frelse Konen, vise Pengene tilbage med Foragt og bagefter ikke regne sig det til Fortjeneste. Aldeles ikke; han vilde ikke regne sig det til Fortjeneste; det Slags Mand er han. Han er en utrættelig Kæmper og er idelig paafærde, forat gøre godt paa vor Klode, aksler daglig sit Skind for Retten, Sandheden og Gud. Og hvilke Slag vinder han ikke! To og to er fire, Sandheden har sejret, Æren er Guds! . . . . .
