Værtinden raabte paa Nagel og gjorde Plads for ham ved Damernes Bord. Hvad vilde han helst drikke? De sad just og talte om Kristiania, sagde hun. Det var dog en underlig Idé af Nagel at komme og slaa sig ned i en Smaaby, naar han havde Valget og kunde være endog i Kristiania.
Nagel fandt ikke Idéen saa underlig endda; han skulde jo ligge paa Landet, have Ferie. Han vilde forresten ikke være i Kristiania i ethvert Tilfælde; Kristiania var et af de sidste Steder, han vilde vælge.
Virkelig? Men det var dog Hovedstaden alligevel; der var jo Mødestedet for alt, hvad der fandtes i Landet af Storheder og Berømmelser og Kunst og Teater og alt muligt.
Ja, og foruden dette alle de Fremmede, som strømmed til! bemærked Frøken Andresen; fremmede Skuespillere, Sangere, Musikere, Kunstnere af alle Slags.
Dagny Kielland sad taus og hørte bare paa.
Aa, ja, det kunde være sandt nok, indrømmed Nagel ogsaa; men han vidste ikke, hvordan det var, men hver Gang Kristiania blev nævnt, saa han et Parti af Grændsen for sine Øjne, og det lugted udhængte Klæder. Det var virkelig sandt, han fandt det ikke paa. Han fik Forestillingen om en storsnobbet Smaastad med et Par Kirker, et Par Aviser, et Hotel og en fælles
