haabed jeg at faa Dem til at tilgive mig saa meget lettere. Derfor trængte jeg mig ogsaa ind med mine Drømme paa urette Tid og Sted, ja, jeg gav mig endog en drøj Blottelse angaaende en Violinkasse, afsløred frivilligt en Naragtighed hos mig, hvad jeg ikke havde været nødt til . . . . .«
»Undskyld!« afbrød hun ham hastigt, »men hvorfor gaar De nu og fortæller mig alt dette og spolerer det hele igen?«
»Nej, jeg spolerer det ikke, det tror jeg i det mindste ikke. Naar jeg fortæller Dem, at jeg ude i Skogen dengang virkelig gav efter for et Øjebliks ondskabsfuld Indskydelse og sprang efter Dem, saa vil De forstaa det. Det var bare en pludselig Trang hos mig til at skræmme Dem, fordi De løb Deres Vej. Ja, dengang kendte jeg Dem jo ikke. Men naar jeg nu fortæller, at jeg er akkurat som andre Mennesker, saa vil De forstaa det ogsaa. Jeg har iaften gjort mig til Latter og forbauset et helt Selskab ved den mest ekscentriske Optræden, bare forat mildne Dem saapas, at De ialfald vilde høre paa mig, naar jeg kom og forklared mig. Dette har jeg opnaaet, De har hørt paa mig, og jeg takker Dem. Jeg er ogsaa vis paa, at nu, naar jeg har talt, forstaar De mig ogsaa.«
»Nej, jeg maa rent ud tilstaa,« svared hun i en lidt stødt Tone, »at jeg forstaar Dem ikke
