han kom ind, drev endog temmelig aabenlyst Spas med hans Uheld igaar, uden at han lod som han hørte det. Han spiste hurtigt, rysted paa Hovedet ad Desserten og rejste sig pludselig ved at lade sig glide baglænds over Taburetten. Han tændte straks en Cigar og forsvandt nedad Gaden.
Og nu blev han borte til langt over Midnat; han kom tilbage lidt før Klokken slog tre. Hvor han havde været? Det viste sig senerehen, at han var gaaet tilbage til Nabobyen, gaaet tilfods Tur og Retur hele den lange Vej, som han selv var kommet kørende om Formiddagen. Han maatte have havt et højst nødvendigt Ærinde. Da Sara lukked op for ham, var han dyvaad af Sved; han smilte dog flere Gange til Pigen og var i udmærket Humør.
»Gud, hvilken dejlig Nakke, De har, Menneske!« sagde han. »Er her kommet nogen Post til mig, mens jeg var borte? Til Nagel altsaa, Johan Nagel? Huf, hele tre Telegrammer! Aa, hør, gør mig den Tjeneste at tage med Dem det Billede der paa Væggen, vil De det? Saa jeg slipper at have det for mine Øjne. Det blir saa kedeligt at ligge her i Sengen og se paa det hele Tiden. Napoleon den tredje havde nemlig ikke saa grønt Skæg. Tak skal De have.«
Da Sara var gaaet, standsed Nagel midt paa Gulvet. Han stod aldeles stille. Han begyndte
