ikke bragte mig mere Lidelse, fordi du var god mod mig og ikke martred mig mere endda. – Ja, sagde jeg da, men hvorfor skreg du til mig og aabned Munden forat bide mig? – Jeg vilde ikke bide dig, svared han, jeg aabned Munden forat bede dig om Hjælp; men jeg kom ikke tilorde, og du forstod mig ikke. Men da skreg jeg af rigtig stor Lidelse. – Var det derfor du skreg? spurgte jeg igen. – Ja, derfor var det! . . . . . Jeg saa paa den gale Mand, han spytted endnu Blod ud, men bad alligevel til Gud for mig; jeg saa, at jeg havde set ham før, og at jeg kendte ham; det var en halvgammel Mand med graat Haar og et lidet usselt Skæg, – det var Minutten.«
Nagel taug. Der gik et Stød gennem Klyngen. Fuldmægtig Reinert slog Øjnene ned og saa mod Jorden en lang Stund.
»Minutten! var det ham?« spurgte Fru Stenersen.
»Ja, ham var det,« svared Nagel.
»Uf, De gør mig næsten uhyggelig til mode.«
»Ja, tænk, jeg vidste det!« sagde Dagny Kielland med en Gang. »Jeg kendte ham lige fra det Øjeblik, De sagde, at han knæled og kyssed Jorden. Jeg forsikrer Dem, at jeg kendte ham igen. Har De talt noget videre med ham?«
