Rødderne igen. Da mente jeg, at jeg kunde vove det, jeg strakte Haanden ud og vilde naa ham, jeg vilde sætte Fingeren lige paa hans Pande og saa trække mig tilbage igen; men i det samme fik han fat i mig. Herregud, hvor det var rædselsfuldt, da han fik fat i mig! Han gjorde et rasende Greb og hugged sig fast i min Haand. Jeg gav et Skrig; men han holdt mig blot i Haanden, og saa fulgte han mig. Vi gik ud af Myren, Trærødderne var ham ikke længer til nogen Meen, da han havde faaet Tag i min Haand, og vi kom til Stenen, hvor jeg først havde skjult mig. Da vi kom did, kasted Manden sig ned for mig og kyssed Jorden der, hvor jeg havde traadt; han laa blodig og sønderreven paa Knæ foran mig og takked mig, fordi jeg havde været god mod ham, han velsigned mig ogsaa og bad Gud velsigne mig til Gengæld. Hans Øjne var aabne og fulde af gode Bønner for mig til Gud, og han kyssed ikke min Haand, nej, ikke engang min Sko, men Jorden, der, hvor mine Sko havde traadt. Jeg sagde: Hvorfor kysser du Jorden netop der, hvor jeg har gaaet? – Fordi, sagde han, fordi min Mund bløder og jeg ikke vil smudse dine Sko til. – Han vilde ikke smudse mine Sko til! – Saa sagde jeg igen: Men hvorfor takker Du mig, naar jeg dog har gjort dig ondt og bragt dig Lidelser? – Jeg takker dig, svared han, fordi du
