saa altsaa en aaben Myr, uden Træer, bare med en hel Masse Rødder, som laa omkring allevegne som underligt forvredne Orme. Der gik saa en gal Mand om blandt alle disse krogede Trærødder. Jeg ser ham endnu, han var bleg og havde et mørkt Skæg, men Skægget var saa lidet og tyndt, at hans Ansigt overalt skinned igennem. Han stirred vidaabent omkring sig, og hans Øjne var fulde af Lidelse. Jeg laa bag en Sten, og jeg raabte til ham. Da ser han med en Gang hen til Stenen og studsed ikke paa, hvor Lyden kom fra; det var som om han vel vidste, at det var just dér, jeg laa, skønt jeg var godt skjult. Han vedblev at stirre paa Stenen hele Tiden. Jeg tænkte: han finder mig alligevel ikke, og i værste Fald kan jeg springe min Vej, hvis han kommer. Og skønt jeg ikke holdt af, at han stod og stirred paa mig, saa raabte jeg igen, forat tirre ham. Han gjorde et Par Skridt imod mig, han havde aabnet Munden og laved sig til at bide; men han kom ikke afsted, Rødderne dynged sig op foran ham, han læssedes ned af Rødder og kom ikke af Pletten. Jeg raabte igen, jeg raabte mange Gange i Træk, forat ophidse ham dygtigt, og han gav sig til at arbeide med Rødderne og faa dem væk, han kasted dem bort i Favnfulde og stred tungt, forat komme hen til mig; men det var forgæves. Han begyndte ogsaa at stønne,
