Frøken Andresen, der sad Nagel nærmest, sagde uvilkaarligt:
»Ja, Gud, hvor det maatte være dejligt!«
»Frøken,« sagde Nagel, »jeg har bare én Gang hørt noget skønnere, og det var i Drømme. Men det er længe, siden jeg drømte det nu, det var, da jeg var Barn. Man drømmer ikke skønt længer, naar man bliver voksen – havde jeg nær sagt.«
»Ikke det?« sagde Frøkenen.
»Aa, nej. Jo, det er naturligvis en Overdrivelse, men . . . . . Min sidste Drøm husker jeg saa tydelig endnu: Jeg saa en aaben Myr . . . . . Undskyld forresten, jeg taler hele Tiden og plager Dem til at høre paa det; det kan blive for kedeligt i Længden. Jeg taler ikke altid saa meget, det maa De ikke tro.«
Nu aabned Dagny Kielland Munden og sagde:
»Der er vist ingen her, som ikke heller vil høre paa Dem, end selv fortælle noget.« Og idet hun bøjed sig henimod Fru Stenersen, hvisked hun: »Kan ikke De faa ham til? Kære, gør det. Vil De bare høre den Stemme, han har.«
Nagel sagde smilende:
»Ja, jeg skal saa gærne sluddre væk. Jeg er i det hele taget i det Hjørne iaften; Gud ved, hvad der gaar af mig . . . . . Naa, den lille Drøm, det var nu forresten ikke noget. Jo, jeg
