Dem al den Oprejsning, som de maatte forlange; men ikke nu. Vel? Ikke nu?»
»Nej, det hører ikke hid,« sagde Reinert kort.
»Nei, gør det vel?« sagde Nagel ogsaa. »Jeg er desuden glad idag,« vedblev han, og et varmt Smil fløj over hans Ansigt; dette Smil gjorde hans Ansigt lysere, han saa et Øjeblik ud som et Barn. »Det er en vidunderlig Aften, vi har, og snart tændes Stjærnerne. Der brænder Ild højt og lavt paa Aasene, og ude fra Sjøen hører vi Sang. Hør bare! det er ikke saa galt. Jeg forstaar mig ikke noget paa det; men er det ikke noksaa bra? Det minder mig lidt om en Nat paa Middelhavet, paa Kysten af Tunis. Der var vel Hundrede Passagerer ombord, et Sangkor, der kom fra Sardinien et Sted. Jeg hørte ikke til Selskabet og kunde ikke synge, jeg sad blot paa Dækket og hørte paa, mens Koret sang nedenunder i Salonen. Det vared næsten hele Natten; jeg skal aldrig glemme, hvor det lød mystisk skønt i den lumre Nat. Jeg trak i Smug alle Døre til Salonen i, tætted Sangen inde, saa at sige, og saa var det som Lyden kom fra Havbunden, ja, som om Skibet skulde gaa ind i Evigheden med brusende Musik. Tænk Dem noget i Retning af et Hav fuldt af Sang, et underjordisk Kor.«
