langt lettere være kommet Sjøvejen, og alligevel kom han kørende. Han havde noget mere Tøj med: paa Forsædet stod igen en Kuffert, og ved Siden af den laa en Rejsevæske, en Frakke og en Plaidrem med nogle Sager i. Plaidremmen var mærket J. N. N. med Perler.
Endnu mens han sad i Vognen spurgte han Værten om sit Værelse, og da han blev vist op i anden Etage, gav han sig til at undersøge Væggene, hvor tykke de var, og om der kunde høres noget fra Sideværelserne. Saa spurgte han pludselig Pigen:
»Hvad hedder De?«
»Sara.«
»Sara. Og med det samme: maa jeg faa noget at spise? Jasaa, De hedder Sara? Hør,« sagde han paany, »har her været Apotek i denne Gaard engang?«
Sara svared forundret:
»Ja. Men det er flere Aar siden.«
»Jasaa, flere Aar? Jo, det slog mig med ét, da jeg traadte ind i Gangen; jeg kendte det ikke paa Lugten, men jeg fik en Fornemmelse af det alligevel. Ja, ja.«
Da han kom ned forat spise, lukked han ikke sin Mund op til et eneste Ord under hele Maaltidet. Hans Medrejsende fra Dampskibet Aftenen forud, de to Herrer, som sad oppe ved Enden af Bordet, gjorde Miner til hinanden, da
