som gjorde hver sit Indtryk paa mig. Lidt efter gik jeg ind i Skogen, og det var der, jeg fik se Baaden og Halvmaanen, bare ved at ligge paa Ryggen og glane op i Himlen.«
Damerne lo fremdeles; Doktoren syntes ogsaa at skulle smittes af deres Fnisen, han sagde med et Smil:
»Og det var altsaa med en Sølvangel, De fisked?«
»Ja, med en Sølvangel.«
»Ha-ha-ha.«
Da steg pludselig Blodet op i Dagny Kiellands Ansigt, og hun sagde:
»Jeg kan saa godt forstaa, at en saadan Forestilling . . . . . Jeg kan for min Part saa tydelig se Baaden; og Sejlet, denne blaa Halvmaane . . . . . og tænk, en hvid Sølvangel saadan ned gennem Vandet! Jeg synes, det er vakkert.«
Mer kunde hun ikke sige, hun stammed og stod fast; hun saa ned mod Jorden.
Nagel befried hende straks:
»Ja, ikke sandt? Jeg sagde ogsaa med én Gang til mig selv: pas paa, dette er en hvid Drøm, et Varsel; det skal være dig en Paamindelse; fisk med rene Angler, med rene! . . . . . De spurgte, Doktor, om jeg spiller? Jeg spiller ikke, slet ikke; jeg trækker en Violinkasse med, men der er ikke engang en Violin i den, Kassen er fuld af Skiddentøj desværre. Jeg syntes blot,
