Men pludselig, uden nogen Foranledning rejser han sig op og siger, mens hans Øjne bliver ganske skinnende: »Ja, jeg er glad idag. Det har været saa overmaade dejligt i hele Dag, fra jeg vaagned imorges; jeg har gaaet i den skønneste Drøm i ti Timer. Vil De tænke Dem: jeg forfølges bogstavelig af Forestillingen om at befinde mig i en Baad af duftende Træ og med et Sejl af lyseblaa Silke, klippet i en Halvmaane. Er det ikke vakkert? Duften af Baaden kan ikke beskrive, det kan jeg ikke gøre, om jeg aldrig saa gærne vilde, om jeg var aldrig saa flink til at finde det rette Ord. Men betænk, at det forekommer mig, at jeg er ude og fisker, og at jeg bruger en Sølvangel. Ja, en Sølvangel, maa De vide; hvad? Undskyld, synes ikke ialfald De, mine Damer, at det er en lige saa skøn som mærkelig Forestilling dette med Baaden, en Baad af det Slags?«
Ingen af Damerne svared; de saa forlegne paa hinanden og spurgte hinanden med Øjnene, hvad der skulde gøres; men endelig begyndte en efter en at le; de viste ingen Skaansomhed, men lo ganske højt af det hele.
Nagel saa fra den ene til den anden, hans Øjne var endnu blanke, og han tænkte aabenbart endnu paa Baaden med det blaa Sejl; men begge hans Hænder skalv lidt, skønt hans Ansigt var roligt.
