gik mismodig og ophidset hjemad. Nej, han fik bestandig Ret, det var bare Transtøvler og Lus og Gammelost og Luthers Katekismus overalt. Ja, det maatte han rigtig sige, det var virkelig bare Tarvelighed og Fattigdom paa alle Kanter. Og Menneskene var middelshøje Borgere i tre Etages Hytter; de aad og drak til Nødtørft, kosed sig med Toddy og Valgpolitik og handled Dag ud og Dag ind med Grønsæbe og Messingkamme og Fisk. Men om Nætterne, naar det tordned, da laa de og læste af bare Angst i Johan Arendt. Ja, skaf os en eneste ordentlig Undtagelse, og se, om det lader sig gøre! Giv os hid for Eksempel en udviklet Forbrydelse, en fremragende Synd! Men ikke den latterlige og borgerlige Abc-Vildfarelse, nej, den sjældne og haarrejsende Udskejelse, den delikate Ryggesløshed, Kongesynden, fuld af Helvedes raa Herlighed. Nej, det var smaat det hele, Herregud, hvor det var jammerligt! Hvad synes De om Valgene, min Herre? Jeg har den største Frygt for Buskerud . . . . .
Men da han atter passered Bryggerne og saa det travle Liv omkring sig, blev hans Humør lidt efter lidt lysere, han blev glad paany og begyndte igen at synge. Det var ikke Vejr til at sture i, det var godt Vejr, Godvejr, en blussende Junidag. Hele den lille By laa og blinked i Solskinnet som en fortryllet Stad.
