og Straa. Hans Sjæl blev stor og fuldtonende som et Orgel inde i ham, og aldrig glemte han, hvorledes den milde Musik ligefrem gled op og ned i hans Blod.
Han laa endnu i nogen Tid og nød sin Ensomhed. Saa hørte han Skridt nede paa Stien, virkelige Skridt, som han ikke kunde tage fejl af; han stak Hovedet op og saa en Mand, som kom fra Byen. Manden bar et langt Brød under Armen og ledte en Ko bag sig i et Toug; han tørred ogsaa stadig væk Sveden af sit Ansigt og gik i bare Skorteærmerne for Varmens Skyld, men havde alligevel et tykt, rødt Uldskærf to Gange om Halsen. Nagel laa stille og iagttog Bonden. Der havde vi ham! Der var Sætersdølen, Nordmanden, he-he, jo, der var den Indfødte, med Kaka under Armen og Kua i Hælene!: Aa, det var et Syn! He-he-he-he-he, Gud hjælpe dig, du gæve Norges Viking, om du løste lidt paa Skærfet og slap Lusa ud! Du kunde ikke leve, du vilde faa frisk Luft af det og dø. Og Pressen vilde beklage din fortidlige Afgang og gøre et Numer af det; men forat forebygge Gentagelser, vilde den liberale Stortingsmand Vetle Vetlesen indbringe et Forslag om stræng Fredning af det nationale Utøj.
I Nagels Hjærne opstod der den ene lystige Bitterhed efter den anden. Han rejste sig og
