Denne siden er korrekturlest
Hun ser ham ved Morgen, hun ser ham i Sol
og kender et Ryk gennem Sanserne:
Jeg mener . . . . . jeg tror jeg faar Hetman kær . . . . .
Der tramper paa Vejen en kommende Hær,
en Ordenscordon under Lanserne.
De ringer ham ind og slaar ham i Jærn,
han retter sig trøstigt i Knæerne.
Saa fører de Hetman ad Vejen ned,
og Pigen ― o Under! ― slaar Følge med.
Og Spurvene kvidrer i Træerne.
Men Pige hvad vil du? hvor gaar du hen?
vel ikke med Manden i Lænkerne?
Da buldrer, da stiger det op mod Sky:
Alrunen ― Alrunen var Gæst i vor By,
Alrunen var ude med Rænkerne!
