Denne siden er korrekturlest
IX
Det koger, del koger af Vejr og Vind.
En Banken naar mine Øren.
Kom ind!
Ingen staar udenfor Døren.
Jeg ser den første Dag som var skabt,
det ryger af den nyfødte Verden,
jeg selv er et Liv.
Ved Jordens yderste Grænse staar
og ser fra Skyen udover Værket
et stumt Ansigt . . . . .
Bad jeg om mit Liv da jeg laa i Mulmet?
Fremad, min Blodhest, jeg rider paa en Ambolt,
jeg er en rød Teglsten, rød af Blod,
som har spist det gule For i en Kasket.
Sig, banked der ikke paa Døren?
Den Taage jeg ser, er det Dødens Land?
Der ligger et livløst Hav derude
og midt i Havet en blindfødt Ø:
det er Dødens Land.
Jeg kommer, jeg breder Armene ud
og synker imod dig evindelig . . . . .
