Det vaares saa godt i Marken
og Dyrene vaagner til Flirten og Flir,
alt Furuen sprækker med Kvae
som Draaber af Livselixir.
De Stjærner deroppe staar stille og blege,
Fuglen begynder at lege.
Det lysner de vide Vegne
og en efter en vender Stjærnerne hjem,
men ude ved Verdens Grænse
en Vifte af Ild bryder frem.
Solen, Solen, Guds luende Øje,
hviler paa Elv og Høje.
Rørte en Troldmand ved Jorden?
Alle dens aandende Barme gaar,
alle dens Lemmer røres
og alle dens Pulse slaar.
Langs Elven driver der Morgendampe,
det buldrer af Skrig og Kampe.
Se, Vaaren er kommet i Dalen.
Nu rømmer han Hiet, den magre Bjørn,
og højt over Vestens Bjærge
sejler en kongelig Ørn.
Men henne ved Husene reder en Skære
til Bryllup i Tugt og Ære.
