Denne siden er korrekturlest
BØCKLINS DØD
Han kom fra fremmede Kyster, af evige Stjærner ført,
og stansed forundret paa Tærsklen ind til Verden den vide.
Her skalv saa køligt et Lys i selveste Middagstide,
her var som om aldrig en Bøn var hvisket og aldrig hørt.
Han bredte sin Guldglans over, til Verdens sælsomme Gys:
en »Sommer« blev dobbelt Sommer, Natten blev varm som Dagen;
den »Enhjørning« gaar i sin Skog, saa stanser han brat betagen:
der stod for hans Øjne mange — ja mange Morgeners Lys.
