Nu vandrer saa varligt den Digter frem
og steller sig venligt med Folk og Teater,
og Himlen velsigner de tjente Dukater
saa Børnene engang faar Nytte af dem.
I Frisind og Fremskridt er ingen som han,
at sige saa langt det med Læmpe gaar an:
han skriver, han graater, han flammer og gløder
mod Tyrken imellem Armeniens Jøder.
Med Aarene faar han Vorherre i Sind,
og vaager man Gud for Jehova at stave
da retter han strængelig Navnet til Jahve
og griber vidunderlig frisindet ind.
Hver Jul har han færdig sin gode Roman,
saa passelig dyr og saa passelig modig;
man undres, ― den Mand er da mærkelig frodig
som helt ind i Støvet kan tappe sin Kran.
Og nævn mig den Broder som gævere er?
Jo han som slaar alle Nordens Rekorder,
som endog omsider fik Svenskerne kær
og viste sit praktiske Blik ogsaa her,
som samler og signer og overantvorder
os Jordkloden afholdt, ja rent populær . . . . .
Slig gaar da den Digter og digter og regner
og regner og digter til Dagen han segner.
Og Præsten berømmer den Døde ved Kisten
at her har vi mistet en skikkelig Kar;
det var i sin Ungdom han stormfuld var,
