bad han om en stol og satte sig ned. Da de øvrige elever nu forstod, at der vilde falde nogen guldkorn fra mesterens mund, samlet de sig i en klynge omkring og saa nysgjerrig paa det maleri, som hadde vakt professorens opmerksombet.
Der blev en lang pause. Det saa ut som om den gamle herre vilde trænge gjennem det farvemysterium, som aabenbarte sig for ham.
— Meget interessant, mumlet han tilslut.
Nordens haab bukket.
— Likefrem typisk, fortsatte mesteren.
Den unge mand kastet hodet tilbake, saa den silkebløte lok havnet paa styrbords side.
— Jeg kan ikke rigtig faa tak i helhetsvirkningen. Det er meget pragtfuldt, men hvorfor maler De efter model, naar De slet ikke kan tegne.
— Jeg er maler, sa Nordens haab stolt og lot lokken gaa over til bakbord.
— Ja, ja, ja. . . selvfølgelig.
Den gamle kunstners trætte og utlevde ansigt hadde pludselig faat et haardt uttryk.
— De maa være en meget ung mand. De har intet lært. De blander farvene med den mest brutale tilfældighet. Der findes ikke et penselstrøk, som er ægte, ikke en linje, som er kunstnerisk følt. De er ikke dadaist, ikke futurist, ikke kubist. De sleiver ivei med farver og atter farver — uten mening, uten hensigt og uten en eneste impression. . Men i hele kunstens historie findes der endnu ikke en eneste mester, som har naadd berømmelsen uten at lære noget. De kan maaske dupere en eller anden med dette koloristiske vrøvl. Men en dag vil De med sorg
