som til at begynde med var meget fornærmet over tapet av lakskoen, viste efterhaanden et venligere sindelag, og idyllen var forsaavidt fuldkommen, da den blev avbrudt ved Klara Sterns og Karons ankomst.
Der blev imidlertid ikke tid til nærmere forklaring og presentation, for umiddelbart efter startet hovedløpet under hundretusen menneskers aandeløse taushet.
Klara Stern var klatret op paa sin stol. Den var skrøpelig, saa hun maatte læne sig til Karons brede skuldrer.
— Grønt og hvitt, hvisket musikeren, . . . det er vore farver. . .
I samme øieblik gungret jorden under det store felt, som for første gang passerte tribunen. . . Nelsons hvite hest var i têten og Winkfields mørke ansigt saaes i de bakerste rækker.
Klara saa skuffet ned paa Karon, som ikke syntes at ofre løpet nogen større opmerksomhet, men tydelig var hensunken i ganske andre tanker.
— Det betyr ingenting, beroliget han. . . Hestene skal rundt hele banen. Det er de sidste par hundrede meter, det kommer an paa. Pas paa de grønne-og-hvite farver!
Den unge dames øine skinnet og der var kommen en dyp rødme i hendes kinder. Stolen vaklet av og til under hendes urolige bevægelser og Karon maatte ret som det var træde støttende til. Han hadde absolut tapt al interesse for løpet og hans øine hang ved det ivrige og smukke ansigt med den halvaapne mund.
