vets sørgeligste foreteelser. Vi halvgamle romantikere faar nok holde os tilbake i elskovens andet geled. Men spil — frøken Stern, det er noget for os. Spil i alle façoner. Det faar det tykke blod i vore aarer til at rinde litt hurtigere. Det skaffer os de smaa pirrende sensationer vi trenger. Hvis jeg ikke hadde disse væddeløp om formiddagen, min bridge om eftermiddagen og min baccarat om natten, saa vet jeg sandelig ikke, hvorledes det hadde gaat.
— Nu overdriver De, sa Klara litt usikkert. . . De glemmer jo helt Deres egentlige arbeide.
— Arbeide er rekreation. Naar jeg har spist for godt og spillet for meget, saa rekreerer jeg mig ved at pusle med noter. Menneskene legger i det hele tat for megen bret paa dette med arbeide. Det er en biting — et middel og ikke et maal.
— Fy skamme Dem. Jeg er sikker paa, De ikke mener, hvad De sier. Vet De, at jeg kan ikke tenke mig livet uten arbeide. Det at stræbe efter at komme videre — altid videre er baade middel og maal for mig.
Karon smilte overbærende.
— Maaske De har ret. Men nu maa vi skynde os og deponere vore penger. Hvad er Deres lykketal?
— 18.
— Vel saa holder vi paa nummer 13. Det er heldigvis ikke nogen hvit hest. Og tallet er godt nok. Det kan Frithjof Nansen bevidne. . . . Nu maa De vente saa lenge.
— — — — — — —
Klara Stern blev staaende og se efter den svære brede ryg, som boret sig ind i den lange kø utenfor
