mand. Tilslut sat de to nesten alene. Damen hadde sin hund at passe og Kilians liktorner nød et velfortjent otium.
— Et deilig litet dyr, konverserte Kilian omsider.
— Den har faat to førstepreemier, smilte damen, og lot det dyrebare vesen spasere frit omkring paa græsvolden.
— Det forekommer mig at jeg har set fruen før, fortsatte Kilian prøvende og la frakken over knærne for at dekke støvlerne.
— Det er ikke umulig, smilte damen koket. . Jeg er indehaver av baren «Den hvite Neger» paa boulevard Rochechouart. . . . Min mand døde ifjor. . . . De husker maaske Robert. . . .?
Kilian forsikret, at han husket etablissementet overmaade godt og at han meget snart haabet at drikke et glas vin der. . .
— Vi har en udmerket saumur, pralet enken og utfoldet sine smukke dobbelthaker. . .
— Det skal være mig en utsøkt fornøielse, sa Kilian hurtig og lente sig tilbake. . . Folk begyndte atter at indta sine pladser og enken kaldte paa sin hund, som syntes at benytte sin lille ferie paa bedste maate.
Kort efter indfandt Karon sig med sin smukke ledsagerske. De saa meget opkvikket ut. Kilian følte sig ogsaa meget vel og dampet veltilfreds paa sin cigar. Men allerbedst likte pekingeseren fra boulevard Rochechouart sig. Den laa under sin herskerindes skjørter og gnog paa en av Kilians laksko.
