Det var længe siden at Kilian Peters, den bekjendte maler, hadde beskjæftiget sig med det spørsmaal, hvorfor man blir tørstere jo mere man drikker. Appetiten kommer med spisningen, — det har man en klippefast fransk aforisme for. At det ogsaa skal forholde sig likedan med tørsten findes der antagelig intet bibelsprog om, men derimot utallige sandhetsvidner, som utrættelig skynder sig fra det ene vandingssted til det andet med en flammende ild i sin strupe.
Da han passerte den store portal i Grand Palais spyttet han av gammel vane og løftet hodet. Kilian Peters var ikke nogen ung maler. Han hadde traadt sine børnesko. Men han hadde bibeholdt sin foragt for «Salonen», som det i en menneskealder hadde været moderne at foragte. Til at begynde med hadde hans had til den franske salon været dyp, ungdomsfrisk og ægte. Der levet glansbilledmaleriet frækt og ublufærdig sit sommerfugleliv. Der bodde fienden i læ av fete amerikanske dollars. Men i de senere aar var dette specielle had til salonen kjølnet. Nu syntes han, at alle malte daarlig og ikke mindst de yngste, der gik omkring som forvildede faar og samlet paa doktriner og stikord. De fodret sin pensel og palet med alskens pervers styggedom. De snakket maleri og malte snak.
Kilian Peters foragtet dem. Han foragtet alle, ogsaa salonen, derfor spyttet han hver gang han passerte Grand Palais, hvor der forøvrig nu var en utstilling av landbruksredskaper. Nogen slaamaskiner og tractorer stod halvt utpakket ved indgangen og ledet malerens spekulationer i en anden retning.
