Kilian blev staaende et øieblik paa den anden side for at ordne sine tanker. Hvor han hadet disse stinkende og larmende biler, som i aarenes løp saa totalt hadde ødelagt stemningen paa Champs Elysées. Han mindedes den tid, da man med en cigar i mundviken i en enspændt viktoriavogn lot sig føre opover mot Triumfbuen i sagte dilt mellem prustende ganger og smilende kameliadamer.
Han sukket. Der var ingen tvil om det: Han var blit en gammel laudator temporis acti med bilofobi, pladsfrygt og tidshad. Der var noget galt med hans lever, galden fløt omkring i hans krop og sindssykeasylerne vinket til ham.
Vel, — men han hadde 5000 francs i lommen. Det var judaspenger, for han hadde forraadt sin kunst. Men nu skulde det være slut med disse ofre til Molok og Mammon. Hans nye komposition stod nu klar for ham. Det var et bibelsk motiv: Judas Iskariotes som slængte de 29 sølvpenger i ansigtet paa en farisær med den ene haand og med den anden famlet efter repet. . .
Kilian Peters grep sig i at le høit. Folk vendte sig forundret efter ham og tænkte: Nok en gal utlænding!. . . Men da den høie mand med krysanthemumen i knaphullet gjemte sin latter, skyndte de sig skuffet videre.
Imidlertid svingte Kilian ind paa baren. Da «Charlie» hadde mixed en av sine alvorligste cocktails for ham, saa han sig omkring. Der sat en gammel amerikaner med bukkeskjeg ved siden av ham og spiste nelliker. . . . Hvor i herrens navn hadde han set dette ansigt, hvor hovmod og hykleri stod saa
