en oktoberstorm og sender os til retterstedet eller ialfald til rendestenen.
Han blev staaende en stund ved gateovergangen. Solen var forlængst rullet ind i skyernes kaos og regnet tok til at dryppe. Derborte laa Fouquet. Lysene var allerede tændt i baren. Han kunde saavidt skimte «Charlie» som rystet cocktails i en koldsvedende shaker. Den som lykkelig og vel var over gaten!
Kilian tørret sveden av sin pande. Trafikken var ikke særlig stor. Men det forekom ham at hver eneste bil, som ilte frem og tilbake var en ildspyende drage, som vilde sluke ham. Og han var ingen St. Georg.
Denne frygt for de aapne plasser og de befærdede gater var kommen over ham det sidste aar. Denne følelse av, at der altid lurte nogen eller noget bak ham, var rent uhyggelig. Det var begyndelsen til den store neurose, hadde Sanne sagt. . . Polyneuriten lurte paa ham. De store byers sygdom. Herregud, — hvorledes skulde han komme over.
Da lysnet det pludselig i de store graa øine. Han øinet redningen. Der kom en gammel bonne med en barnevogn, som skulde over paa den anden side. Ingen færgemand kunde være mere velkommen. Barnevognen begav sig frygtløs ind midt i mylderet og Kilian dækket sig bak den. Det var som trafikken stanset som ved et trylleslag. Intet hellig dyr kunde ha bevirket en saa komplet lammelse av hestekræfternes jag. Der dukket endog op en konstabel, som med den største ærbødighet lodset det yngste Paris mellem de brølende rovdyr.
