forsigtighet og bukket ærbødig for den. Ogsaa piccoloen bøiet sig ydmygt. Saa sa han med en svak deklamation i stemmen: Chateau d'Ausone 1899! : . . Korken blev derpaa sendt rundt for at man skulde være sikker paa, at ingen korksmak hadde forvildet sig i den ædle drue, hvorefter sommelieren med den yderste forsigtighet decanterte vinen efter at ha heldt ut et halvt vinglas.
— Si mig nu, sa Karon, efterat det høitidelige ceremoniel var forbi,. . blir ikke denne bordeaux værdifuldere for os, naar den serveres i saa smukke og værdige former. Da blir vinen, hvad den bør være for os mennesker, den flytende solstraale, som spreder sit lys over vort fattige liv.
Og Thomas Karon grep det store krystalglas, hvor den rustrødgyldne vin flimret.
— Jeg drikker for kunsten, sa han høitidelig . . . . kunsten at leve!
X
Skyer.
Og atter fandt den lille, vævre solstraale Klara Sterns smukke hode paa den hvite pute. Men denne morgen opdaget den ikke det bekymrede drag om den halvaapne mund. Hun smilte i drømme og da hun aapnet øinene, lykkedes det ikke det fattigslige milieu i det lille atelier at kvæle det lykkelige uttryk i det klare og lyse madonnaansigt.
Heller ikke hadde hun noget hastverk med at komme sig op. Hun mindedes gaarsdagens fest med en dyp taknemlighet i sit hjerte. Den lignet ikke
