— Jeg vet ikke rigtig. . .
— Selvfølgelig blir De med. Kilian er et barn. Han maa forlystes. Kl. 7 paa «Grand Vabel». De skal faa en becasse flambée. . . . Altsaa paa hjørnet av rue St. Honoré og rue St. Florintin kl. 7 præcis. Daglig antræk. I tugt og ære. . . .
I næste øieblik hørte Klara Stern hans elefanttrin nedover trapperne.
— Becasse flambée, mumlet hun. Gud vet, hvad det er for noget. Men Herregud, hvor jeg er sulten!
Saa kastet hun sig ned paa sovesofaen og graat.
Gud vet, hvorfor kvinder saa ofte graater paa de urigtige steder.
IX
En livskunstner.
Naar en gjennemsnitsturist blek og utkjørt av seværdigheter og musæumsvandringer kommer tilbake fra sin parisertur, føler han eller hun sig forpligtet til at være begeistret, — om ikke av anden grund saa for at ærgre dem, som endnu ikke er kommet saalangt. At faa en stakkars «heimføing», som endnu ikke har hat anledning til at blotte sit hode under Triumfbuen ved den ukjendte soldats grav, til at bli gul, eller at bibringe ham en let gysen ved et indblik i Paris' saakaldte laster, — det er næsten reisen værd. Men paa et punkt beroliger turisten av Bennetts eller Cooks naade sine misundelige tilhørere. Det er naar vedkommende kommer ind paa menuen. Da fastslaaes det med jernhaard bestemthet: Man lever ikke godt i Paris. Daarlig smørgaas-
