— Aa, der er vel andre grunder ogsaa.
— Nei, sa han kort.
— De glæder mange.
— Det gjør en bonbonfabrikant ogsaa. Jeg serverer populasen sukkergodt i to fjerdedels takt.
Hun rystet paa hodet og angret sine uoverlagte ord. Der blev en lang pause. Karon stirret træt ut av vinduet. Men pludselig lysnet det i det store, stygge ansigt.
— Har De et dueslag i nærheten? spurgte han. . .
— Ja — paa naboens tak.
— Jeg har aldrig visst at duene kunde kurre saa musikalsk. Litt duekurren i min næste elskovsarie — det er en idé. . . . .
— Tak, sa hun og la modelpindene fra sig. Nun fik jeg det til. Deres tragikomiske smil. Det var bare det jeg trængte. Nu skal De faa slippe for mere pinsler. . . .
Hun fugtet klædet og la det atter over busten.
— Det er storartet, mumlet han forvirret. Allerede . . . . . . .
— Ja nu skal De slippe at klyve op alle disse trapperne, sa hun og vasket sine hænder. . .
Han reiste sig.
— Det har virkelig været mig en glæde. . . . Jeg har saa godt av litt motion. . . Men nu skal vi feire dagen. Har De spist frokost?
— Selvfølgelig.
— Nu skal jeg si Dem en ting frøken Stern. Kilian Peters spiser middag med mig idag. Hans kjæreste er rømt fra ham med en visergut, sier han. Det høres ikke godt ut. Vi — hans venner — maa kvikke ham op. Blir De med?
