Dette pikeansigt var værelsets største pryd. Forøvrig var atelieret utstyrt paa en meget spartansk maate. Paa væggene hang der nogen anatomiske studier og paa en piedestal stod en gipsmodel av den berømte arkaiiske Apollo fra Tenedos. Midt i rummet paa nogen sammenspikrede pakkasser raket der op — ved siden av en bøtte ler — en eller anden buste indhyllet i vaadt klæde.
Men solstraalen interesserte sig mindre for de forskjellige billedhuggerrekvisiter i dette fattige kunstens tempel. Den dvælte energisk paa det vakre og sterke kvindeansigt, som selv i søvnen bar et visst præg av bekymring. Det var som en sovende mater dolorosa.
Der gik nogen trækninger hen over det hvite ansigt, saa reiste hun sig pludselig og saa sig om med store, brune og forfærdede øine som en der vankner efter en ond drøm. Hun tænkte sig litt om. Saa fik hun øie paa solstraalen, der nu lekte med hendes smukt formede og kraftige hænder og smilte. Det var et godt, men litt bekymret smil.
Solstraalen var hendes ven og vækkerur.
Hun slængte tæppet av sig og blev sittende en stund i dype tanker, mens den muntre solstraale moret sig med de velformede, blændende hvite ben.
Saa kastet hun et blik paa lerbøtten og fik det pludselig travlt. Hun trak gardinet tilside og blev et øieblik med halvaapen mund og lukkede øine staaende i solhavet. Det lille fattigslige atelier fik med en gang et lyst og venlig utseende. Det skjæve gulv, de sprukne tapeter og det skrøpelige møblement blændedes formelig av denne morgenpragt. Ja selv
