Jonna, som endelig var kommen til hegterne, blev pludselig rasende.
— Hvorfor ler du?. . . Du som først av alle hurde ha forsvart min — min ære!
Der kom noget hvast i malerens øine. Han lo ikke mere. Men der laa ham et svar paa tungen. Saa betænkte han sig og trak paa skuldrene.
— Det gik jo flot, sa han. Zakrison besørget jo redningen. Det tar vi et glas paa. . . .
Dette lille intermezzo blev hurtig glemt. Det var som sennep og salt paa stemningen — og egget tørsten.
Fedders tok fat hvor sidst han slap. Sanne og musæumsdirektøren geraadet i en heftig trætte om visse dysmorfiske fænomener, mens den berømte skuespiller trillet omkring mellem de tre modeller og moret sig kongelig. Den halvgamle malerinde saa melankolsk sit offer forsvinde og begyndte at nærme sig sterke Zakrison, der efter sin bedrift drak som en svamp av sin egen fusel og efter al beregning snart maatte være passelig døddrukken.
Tinken og Minken var heller ikke helt fornøiet med situationen. For grækeren og rumæneren syntes efterhaanden som alkoholen steg op i dem at vie hinanden større opmerksomhet end det gaar an i dameselskap. De kilte hinanden i siden og lo paa en maate, som ikke klinger godt utenfor Balkan. . . .
Og saa rullet orgiet videre. Cigaretrøken stod som en os i atelieret og blandet sig med lugten av alt det uædelige brændevin.
De tre unge kunstnere hadde endelig snakket sig træt. De hadde reducert al malerkunst fra Ramses
