VII
Orgiet.
Ved 11-tiden indfandt den svenske maler Zakrison sig. Det var en svær kar og hans bredde virket saameget mere imponerende som der stak flasker ut av alle hans lommer. Det var som en tank, der kom rullende, spækket med kanoner.
Zakrison, hvis profession engang hadde været at løfte melsækker paa ryggen, var meget populær paa grund av sin styrke, sin dovenskap og sit brændevin. Han malte nogen underlige jomfrunalske billeder, som ikke lignet nogetsomhelst, men endnu var der ikke reist nogen tvil om deres kvalitet, — ialfald i Zakrisons nærvær. For han slog som en damphammer, og hans to luffelignende forlemmer, som puslet med de allerfineste pensler, kom i en foruroligende sving, naar alle andre argumenter svigtet.
Zakrison var en utpræget natfugl. Han rykket sjelden ut før kl. 10 om aftenen, men da var han ogsaa temmelig vaaken.
Hans ankomst hilstes med stor begeistring, skjønt han ikke var buden. Jonna hadet ham, fordi han aldrig tok notis av hende. Men hun vovet ikke at mukke, for Zakrison hadde en maate at uttrykke sig paa, som ikke var smigrende for kvinder av hendes type. Alle visste, at den svenske kjæmpe var forlovet med en liten ætherisk møllerdatter fra Vesterås og at han foragtet alt andet kvindekjøn. Paa hans staffeli stod der tre søtladne billeder av den hellige Birgitta, som stirret paa tilskueren med den blaaeste uskyld. Det var møllerdatteren fra Vesterås, som
