og græker, som med ungdommelig nidkjærhet dyrket kunsten og andre tilfældige jobber. De to halvorientalere var for øieblikket dypt interesserte i de lyse nordiske ungmøer, som i sit hjemland vilde ha negtet at omgaaes skorstensfeiere, men som her i utlandet sværmet for sortsmuskede og skitne halvalfonser av den banaleste underklasse. Papapescu og Pipapopulos bar imidlertid etiketten: Kunstnere, og deres mørke øine, hvis blaasorte glans kun blev overgaat av deres salvede haar og deres neglerænder, sydet av den lidenskap, som minder om fluer paa flasker.
Tilslut komplettertes selskapet med digteren Sanne. Han var ikke officielt invitert, men Kilian hadde sendt ham et nødrop om at redde ham — a furore normannorum. Jonna, som netop sat i krydsilden mellem Ossipino og Fedders, sendte ham et kjølig smil, mens hun nippet til sin crême de menthe. Kilian mottok ham derimot med aapne armer og anbragte sin slagfærdige ven som et brystvern mot musæumsdirektøren, som var begyndt at tale fransk for at faa et større publikum.
Sanne lot til at være i et fortræffelig humør. Da han hadde sat tillivs en kraftig amer picon, vendte han sig til den lyserøde ekspert.
— Er det ikke Dem, som er farveblind? spurgte han.
— Hvad beha-a-a-ger?
— De behøver ikke at bli fornærmet. Jeg spør kun som læge. Det er ofte en fordel at være farveblind. Se paa Carriere. Man faar en sikrere evne til at bedømme linjens og kompositionens skjønhet
