strengelse, og forsøkte at forbedre den basunagtige godmodigbet i sit ansigt med et bistert smil og en ophidset stemme.
Kort efter kom musæumsdirektøren. Det var en statelig herre med et noget utvasket lyserødt utseende. Han hadde et meget ceremonielt væsen, kysset Jonna paa haanden med utsøkt artighet og la et av sine berømte adjektiver for hendes føtter. Hans stemme var meget distinkt, men litt sprukken. Kilian, som var noget av en fonetiker, forstod øieblikkelig grunden til denne bilyd i belcantokritikerens strupe, og pekte paa en whiskyflaske og en sifon, som var anbragt i hædershjørnet. Nogen minutter efter var musæumsdirektørens strupe klaret og hans stemme fik den brækende sødme, som henrev alt kvindekjøn. Han aapnet den salonmæssige konversation med et vittig utsyn over dadaismen, som forvirret unge Fedders noget. Han hadde nemlig omhyggelig forberedt sig paa den moderne prærafaelisme og El Greco og maatte nu foreløbig nøie sig med at le paa de urigtige steder.
Imidlertid rykket hovedmassen av gjæsterne ind. Det var tre unge kunstnere, som hjertelig foragtet alle, som var ældre end dem selv og nu glædet sig til næste slagsmaal. De hadde ingen penger, men en mængde bombefaste meninger og slagord. De kunde ikke male, men Gud bevare os alle, hvor de visste paa prikken, hvorledes der skulde males. De foragtet alt og alle — ja av og til ogsaa sig selv.
Saa kom den berømte skuespiller med stipendium. Det var en stor kraftig kar med ildfulde øine og brede platføtter. Han tilhørte erobrertypen. Han rykket
