Selv foretrak han den kaotiske tilfældighet med tingene let henslengte uten maal og hensigt.
Men Kilian var i de sidste maaneder rent automatisk forvandlet til en taaget, dekorativ upersonlighet, som virket fjern og utilnærmelig i et sofahjørne, hvor han blev fodret som et avgudsbillede med moderate portioner av alkohol.
I fonden av atelieret paa en liten forhøining stod Kilians sidste produktion, en kjæmpestor nøken akt, omhyliet med mørkt klæde istedetfor ramme. Det var ikke vanskelig i den svulmende kvinde, som vendte ryggen til tilskueren, at gjenkjende Jonnas ubeskedne frodighet. Hele maleriet var en apotheose til den legemsdel, som Holger Drachmann elsket. To ampler med opalfarvet lys kastet en eiendommelig glans over alt dette kjøt, som var malt med en forbausende teknik.
Efter hvert som gjæstene indfandt sig til recepsionen blev dette billede besigtiget av sakkyndigheten. Jonna slæpte med et undselig smil hver enkelt frem foran podiet for at de skulde beundre hendes legemspragt.
Det var isandhet et blandet og internationalt selskap.
Først av alle kom Ossipino, som for anledningen hadde forbedret sine øienbryn og arrangert sit haar med to djævelske krøller, som lignet horn. Han spilte træt og paastod, at han kom fra prøverne paa verdensfilmen «Gobis Løve». Like efter indfandt aftenens hædersgjæst Fedders sig. Det var en tyk, kerubagtig utseende yngling i 20-aarene. Han bar monocle, hvad der øiensynlig kostet ham nogen an-
