— Naa hvad sier du vennen min, hvisket sirenen og det var som om hun overantvordet sit legeme og sin sjæl over bordet.
Kilian følte sig pludselig ubehagelig berørt av al denne danske sødme. Der sat jo selve Circe og vilde forvandle ham til et svin eller ialfald til et straalende horndyr. . . Han reiste sig halvt. . .
— Gifte mig, sa han ophidset, aldrig i livet.
Sanne vaaknet og saa sig forskrækket om.
— Hvem snakker om at gifte sig? spurgte han og gned sine øine. . . Nu hadde vi det saa hyggelig.
— Jeg tænkte, jeg mente . . . ., surmulte Jonna og lot som om hun var paa graaten. . .
— Hold op med det, buldret Sanne. Jeg vil ikke vite av det. Gaa nu ikke hen og pak Kilian i bomuld og vat og beskjær ham for den sidste smule talent, han endnu har. . . .
— Hør ikke paa ham, hvisket Jonna og grep maleren i armen. . . . . Jeg har fem hundrede francs til at begynde med. . . . Men nu maa jeg gaa, tilføiet hun høit. Vi træffes paa Dôme kl. 5 — ikke sandt. Tak for mat, Sanne. Du er nu søt allikevel. Farvel! Farvel!
De to venner blev længe sittende tause.
Saa begyndte Sanne at tale støtvis og ophidset.
— Vi er midt oppe i sklerosen. . . Vor tyktarm er sterkt belastet og kolibacillerne beleirer os. Der vokser mos paa alle vore livsfunktioner. . . . Vi har forlængst naadd toppen av vore evners og idealers stige, nu famler vi os nedover trin for trin, fra ydmygelse til ydmygelse. . . . Og ungdommen puffer til os med en viss ærbødig foragt. Vor tid er forbi.
