lativt gode av tvilsom værd. Desuten trodde Jonna paa ham. Hun hidset hans mesterskap med sin uavladelige beundring. Hun sørget for, at hans vandkrukke aldrig var tom. Og ingen kunde sælge et maleri som hun. Hun beleiret kunsthandlerne med legeme og sjæl. . . .
— Vi har gjort saamange dumheter, fortsatte Jonna sin beleiring . . . . begge to. Og nu begynder vi jo at bli ældre vet du.
Hun lo lidt tvungent. Kilian kastet et blik paa det varme, svulmende ansigt foran sig. Jovist var hun vakker endnu, men teinten saa lidt anstrengt ut og dobbelthaken mindet om aaringen i et træ. . . Aha, saa Jonna begyndte at bli træt av leken! Og han blev pludselig vagtsom og fuld av mistillid. Nu kommer det, tænkte han. Og saa kom det:
— Tænk om vi giftet os Kilian, sa hun indtrængende og med taarevædede øine.
Han reiste sig og satte sig igjen. Han vilde tørre sveden av sin pande, men grep sig i det. For han hadde ikke noget lommetørklæde. Det sidste laa som en synderlig ting i skidnehaugen. Og pludselig tok hans tankegang en anden retning. Et egteskap med Jonna var maaske ikke saa rædselsfuldt, som han først trodde. Da vilde der altid ligge et rent lommetørklæde i hans jakkelomme — let parfymert. Chevalier d'Orsay. Hans atelier vilde bli et centrum — med receptioner, megen tedrikken og mandolinklimpren. En artistisk salon, hvor rike amerikanere forvildet sig og hvor musæumsdirektører sat og præket om den uavladelig store kunst. Sandelig — det var noget at tænke paa.
