— Hun er ledig igjen . . . . Ta det nu med ro. Hun længes efter hullerne paa dine strømper. Men vær nu ikke dum. Du er fri mand. Du trænger nu til at være alene og beskjæftige dig med din kunst. Jonna er god til at sy puter under armene paa sine mænd. Men saa er hun jo ogsaa som du rigtig bemerket en ku . . . .
— Naa det var maaske lidt sterkt sagt. Hun er ikke noget særlig intelligent, men paa den anden side . . . . .
Der blev en lang pause. Sanne hadde faat fat i et digterisk point med Jupiter som sky og famlet efter et rim. Kilian Peters tænkte paa rotet i sit atelier, sine uvaskede pensler, upressede bukser og usolgte malerier. Jonna var igrunden merkelig til at holde orden paa alt og hun stod sig godt med kunsthandlerne. Paa sin maate var hun baade trofast og hengiven . . . Altsaa kun til en viss grad. Men allikevel . . . . .
— Mine herrer sitter og filosoferer, lød en underlig hæs og rusten stemme bak dem og en lys firskaaren mand med store hornbriller anbragte sig midt mellem de to venner. Det var Bleier, kunsthandleren, journalisten . . . .
Peters slukte et: Fy fan! og Sanne grep sig til brystlommen som om der var en lommetyv i farvandet.
Men Bleier lot sig ikke merke med, at han var uvelkommen. Han var tysk jøde og vant til at sparkes paa. I en aarrække hadde han bodd i Paris, som han hadet og dog ikke kunde undvære. Under krigen gjorde han felttoget med paa tysk side og det
