Curacao» og bad opvarteren om en til. Fluer er nogen merkelige dyr, tænkte han. De taaler ingen døsighet hos mennesket, men holder det til bægeret. Tilslut kan man ikke se bægerne for bare fluer.
I det samme kom U-bussen og med den Kilian Peters. Han steg av ved Place de l'Observatoire og saa sig bekymret omkring. Den lille stump aapne plads syntes at fylde ham med en viss ængstelse, skjønt det var lys dag og ingen færdsel. Han saa ut som om han vilde føle sig frem med stokken.
— Agorafobi, mumlet Sanne . . . . . Det er den rene og skjære pladsfrygt.
Kilian betænkte sig endnu. Saa fik han øie paa sin ven, der opmuntrende løftet haanden. Det beroliget ham øiensynlig. Med et fiendtlig blik paa en forbifarende bil forcerte han det lille tomrum og befandt sig et øieblik efter under trærnes skygge.
— Tidlig ute! hilste Sanne.
— Varmen, hvisket maleren hæst . . . . Og tørsten. Du skulde ikke . . . . .
Sanne slog ut med den ene haand, banket sig med den anden for brystet og vinket paa kelneren.
— Vi skulde ikke spise en liten frokost paa L'Avenue?
Kilian satte den tømte «demi» fra sig og tørret sig om munden.
— Frokost? sa han opkvikket . . . Hvad skal vi egentlig med frokost?
— Det støtter tørsten. Jeg tænkte at lidt sild eller nogen snegler kunde være godt i denne varmen. Desuten har jeg invitert Jonna . . . .
Kilian famlet efter det nye ølglas, som var sat
