nogen passende forbandelser, men stemmens sprukne lyd advarte ham mot at fortsætte . . .
Da piken merket, at hun ikke truedes av nogen overhængende fare, traadte hun ind. Det var en ganske forbausende frodig kvinde med svære formationer og et ungt ikke uskjønt ansigt, — saaledes som man finder det i de baskiske provinser. Hun hadde stridt, kulsvart hestehaar og nogen glubske hvite tænder. I den ene haand hadde hun et stort blikspand med vand, i den anden balanserte hun et bræt med en kaffekop uten tallerken, to rundstykker og en halvsmeltet smørklat saa stor som en mygs Øie.
Kilian styrtet mot hende og grep vandspandet, løftet det op og drak . . . drak som den kamel, der forbereder sig paa en reise til Timbuktu.
Piken gjorde store øine. Saa anbragte hun kaffebrættet paa bordet mellem en terpentinflaske og en gammel utgave av Holbergs komedier. Det saa ut som om hun hadde en ballon i halsen. Hun skyndte sig utenfor. Der revnet ballonen i et latterbrøl, som kun kan høres søndenfor Pyrenæerne.
Med en vellystig stønnen satte Kilian Peters blikspandet fra sig. Men uttrykket i hans ansigt vekslet hurtig, da han kastet et blik paa det rot, som omgav ham . . . Det var ogsaa en idé at flytte herover fra de jevne og trygge græsganger paa Montparnasse. Har hadde i et anfald av grættenhet villet skille lag med hvalpene omkring «La Rotonde». De store malere bodde ikke mere mellem Gare Montparnasse og Belfortløven. Vandongen, Vlaminck og Bonnard hadde forlængst slaat sig ned i nærheten av Triumfbuen, klippet sit haar og avskaffet fløielsjakken. Hvorfor
