hvorfra? Vi vet intet, vi ser intet, vi kan intet, vi er indespærret som galeislaver i vort eget fængsel.
Og kunsten? Malerne roter med sine farver og søker fortvilet at famle sig frem til et goldt artisteri, som gir en skjønhetshungrende slegt stene for brød.
Men digterene? . . Det er de ulykkeligst stillede av alle. De slæper sig tildøde i et hensigtsløst arbeide. Ja — hvis de stakkars poeter kunde gjennemfare rummet, se det hittil usete, aapne hemmelighetsfulde porte ut til de uanede og vidunderlige horisonter. Men de er avmægtige, de kan kun forandre et ords Plads og vise menneskene sit eget billede. Stundom kalder livets stemme paa dem og foregjøgler dem livets glæder. Men de kan ikke naa dem. De er jo digtere og kan aldrig hengi sig som andre, men maa altid i sorg og glæde iagtta sig selv og sine omgivelser, altid notere op, analysere, og ræsonnere. Og alt hvad de har set og følt, alt hvad de vet om sin familie og venner og dem, de elsker — alt maa ind i bøkerne og tjene som føde for en ny kunst, — en ny smerte, en ny haabløshet.
Saaledes følte Maupassant det, og saaledes har titusender følt det, som nu ligger i den ukjendte kunsts grav.
Og digteren og videnskapsmanden Sanne blottet uvilkaarlig sit hode. Hans læber bevæget sig som til en bøn.
Saa gik han videre. Og vagtmanden ved graven stirret ærbødig efter ham.
Han der, mumlet han, har nok mistet en kjær slegtning under krigen.
Men Sanne fortsatte sin sørgelige marsch. Han
