fra de spirende trær i parkerne fyldte ham ikke med sin eggende sødme.
Uten tanker og reflektioner skyndte han sig videre. . . altid videre. . . bort fra sin hjernes susen og sit hjertes banken. Det var som om han uten sorg og uten glæde seilet ned over evighetens store flod, — — det langsomt henrullende intet.
Hvorlænge han hadde gaat slik, visste han ikke. Men pludselig vaagnet han av denne dvalelignende tilstand. Han saa sig forvirret om. Han befandt sig under Triumfbuen ved den ukjendte soldats grav. Solen var netop brudt frem over aaserne ved Vincennes. Byen stod i begrep med at tørre natteduggen fra sin pande.
Men den vaagnende vaardag vakte ingen glæde hos ham. Hvad er vaaren og solen, naar vinterkulden biter i ens hjerterøtter?. . Og langsomt snek bitterhetens tungsind ind over ham.
Her hvor han nu stod under gloirens buer hadde engang Maupassant og Huysman staat og stirret ut over kulturens evige stad med døden i sine hjerter. Hvad hadde kunsten git dem andet end bitterhet og smerte? . . . Ja her hadde de store livskunstnere for sidste gang tat avsked med den by, de elsket, — tat avsked med alle sine drømme og haab, før de begav sig ind i mørket — til sindssykeasylet og klosteret. Og Shopenhauers ord om det menneskelige liv som en pendul, der svinger mellem smerte og kjedsomhet, hadde suset for deres ører.
Hvad er videnskapen? — En famlen iblinde. Hvorfra kommer mikroberne, som begynder sit ødelæggelsesarbeide i os den dag vi fødes? Og solen —
