uskrevne kvad, som jo er de skjønneste, svulmet i hans sind og mimret paa hans læber. Han hadde set den gamle romantik dø og naturalismen visne hen. Han hadde lyttet til brødrene Goncourts stuevisdom i den gamle villa i Auteuil, drukket absinth med Verlaine og fulgt Kameliadamen til graven. Senere var han blit kabaretens pryd og hans smukke og sonore stemme hadde i gode og daarlige tider lydt som en fanfare til kunsten i gudernes sprog.
Nu var hans stemme sprukken og ilden i hans øine sluknet. Julien d'Arcy var isandhet blit meget gammel. Han drak ikke mere absinth og profeterte fra scenen. Hele dagen laa han paa sin kvist og stirret paa det lave taks edderkopspind. Men naar det nærmet sig midnat, begyndte han at røre paa sig. Da ordnet han sin paryk og iførte sig den digtermundur, som Theofile Gautier og Henry Murger i sin tid forbauset og ærgret borgerskapet med. Og med vaklende skridt arbeidet han sig ned de mange trapper og begav sig hen til «Noctambule», hvor der i bakværelset var reservert et bord med en særskilt stol, som resignert stod og ventet paa hans umaadelige fedme.
Der kom mange natgjæster til «Noctambule». Ikke letbente unge herrer, som skal danse og lytte til musik, men alvorlige og fordrukne kunstnere og videnskapsmænd, som hadet og foragtet al nattesøvn. De fandt altid gamle Julien ved sit rykende glas og de hvisket til nykomlingerne: Der er digteren!
Denne lønlige og ærbødige hvisken kildret oldingens forfængelighet. Han løftet det gamle løvehode og slog ut med en rystende gammel haand. Da følte
