XXIV
Og natten derpaa —.
Digteren, konferencieren og den forhenværende sanger Julien d'Arcy sat paa sin vanlige plads i bakværelset av kabareten Noctambule, som findes i en av Quartier Latins bakgater i nærheten av «Boul Mich». Han spilte «Jaquet» med værten og drak romtoddy av et glas, som i 25 aar hadde tjent Julien d'Arcy med usvækket troskap. Der skal noget til for et skrøpelig glas at huse uavladelige glohete romtoddyer i et kvart aarhundrede, men dette smukke krystal med de halvt utslitte ornamenter hadde gjennemgaat prøven med glans.
Der kunde ikke være nogen tvil om at Julien d'Arcy var digter. Det mægtige hode med det svære krøllete haar, som hang langt nede i nakken og hvilte paa en noget utslitt fløielskrave, kunde ikke lyve, — selv om ansigtet nu hang i poser og dobbelthaken laa i bukler ned over den store kunstnersløife og de nøttebrune lokker skrev sig fra parykmakeren i rue de la Sorbonne.
Ak — tiden er ubarmhjertig og den skaaner ikke de gamle poeter. Julien d'Arcy var isandhet en alderstegen digter. Han var saa ældet, at den lille beskedne digtsamling, han hadde utgit som ganske ungt menneske i det samme aar som Flauberts «Den hellige Antonius' Fristelse» saa dagens lys, var ridset ned med en sprutende gaasefjærpen. Siden hadde han ikke skrevet noget. Men han hadde vedblit at være digter. I over to menneskealdre hadde de
