fældig ved et mikroskop. Men der blev de hængende. Han vilde rive sig løs, men han kunde ikke. Han saa som i en vision Pasteurs gamle graa hode læne sig over ocularet og bak ham skimtet han Metschnikoffs melankolske øine. . . .
Hvorledes det egentlig gik for sig, vil digteren Sanne aldrig kunne forklare. Men sikkert er det, at han stormet ind i butikken, kjøpte mikroskopet og skyndte sig hjem.
XXIII
Frihetsdagen.
Saa gik der mangfoldige maaneder.
Den forhenværende digter Sanne sat i sit atelier, der forøvrig mere mindet om et laboratorium, og tænkte. Han kjæmpet ikke mere med rim, — det være langt fra. Rummets digteriske karakter var saagodtsom vasket væk. Bokhylden over skrivebordet, som tidligere hadde vrimlet av letbente poeter i pragtbind, var nu besat av videnskapens tunge hopliter, der stod under kommando av Claude Bernard's Introduction à l'etude de la médecine expérimentale.
Men Sanne tænkte ikke paa den store fysiolog og heller ikke paa den avhandling, som laa foran ham. Han spekulerte paa det merkelige begrep, som kaldes frihet. Det var forsaavidt dagens tekst som det tilfældigvis var 17de mai, Norges saakaldte frihetsdag. Tiden er ubarmhjertig, tænkte Sanne. Det synes som om dens hovedbeskjæftigelse i historien er at æte op friheten. Uavhængigheten fra 1814 var for-
